Hvis du vil se mere til vores to kuld hvalpe så klik på nedenstående.
Lotuskuldet 2009
Præsidentkuldet 2011
Sundheds/resultat oversigt på hvalpekuld
* * * * * * *
Et kuld hvalpe er en kæmpe oplevelse og der ligger et kæmpe arbejde forud for en parring, efter parring og bestemt også efter hvalpenes fødsel! For mig betyder en sund hund alt - både fysisk men bestemt også mentalt!
Mine hunde som indgår i avlen opfylder naturligvis racens avlskrav, men derudover er de også DNA gentestet for bl.a. PRA, NARC, EIC, CNM, hvorved status kendes på den enkelte hund.

Derudover er mine hunde farvetestet, og derved kendes også deres farve-arv. De DNA gentest som poterne er testet for er nedenstående kort beskrevet. Og naturligvis spiller disse resultater også ind i valget af match ved en parring.
Kort fortalt er PRA (Progressiv retinal atrofi) en sygdom som bevirker at nethindens lysfølsomme celler svinder. Dette medfører på sigt blindhed! Sygdommen er arvelig, og kan påvises ved hjælp af en blodprøve og en DNA test. Ved parring mellem to clear/normal avlshunde, fås et kuld hvalpe som via forældre er fri eller clear. Hvorved de ikke udvikler denne sygdom. Såfremt en af kuldets forældre er bærer af sygdomsgenet videregives dette til ca halvdelen af kuldet. Dette betyder ikke at der udvikles PRA, men at sygdomsgenet videregives til afkom. Hunde som har sygdomsgenet bør der ikke avles på, idet hunden vil udvikle PRA og blive blind - hvilket vil videreføres til hvalpene.
NARC eller Narkolepsi er en form for søvnforstyrrelse. Det giver sig til udtryk ved at hunden ikke får den dybe søvn om natten, hvorved hele dens krop og organer prøver at kompensere for dette hele dagen lang - dette kan give til udtryk ved at hunden pludselig falder i en dyb søvn uden forudgående varsler. Det er lidt modspillet til Epilepsi, hvor hunden går i kramper og spænder hele kroppen - her vil den slappe fuldstændig af i kroppen og nærmest "falde" i en dyb søvn.
EIC (Exercise Induced Collaps) er et kollaps af kroppen eksempelvis forårsaget af træning. Det er ellers sunde og raske hunde som rammes, hvilket fx under eller efter træning giver sig til udtryk ved at hunden får problemer med at koordinere kroppens bevægelser, bagbenene nærmest lammes, og hunden slæber bagkroppen efter sig. Arvegangen er som ved PRA, såfremt begge avlsdyr er fri for sygdomsgenet bliver hvalpekuldet det også.
CNM (Centronuclear Myopathy) er en muskelsygdom. Den giver sig til kende ved at hvalpen få måneder efter fødsel får en akavet gang, virker træt, og fysisk ikke ser ud til at "hænge" ordentlig sammen! Hvalpen kan ikke bære sin egen krop, og vil aldrig kunne få et normalt liv. Naturligvis er det ikke et ønske at viderebringe denne sygdom.

Som nævnt i mine tanker for avlen, er det mit ønske at hvalpene kommer til aktive hundehjem, hvor interessen for Labradorens behov er til stede.
Dette betyder ikke, at man som kommende ejer skal være ivrig jæger, for der er mange måder at stimulere sin Labrador på. Blot er det værd at huske på, at man anskaffer sig en apporterende jagthund der mere end noget andet ønsker at "bære og bringe" og arbejde. Derfor forventer jeg, at interessen for retriever-minded træning er til stede hos dig - netop for at få en harmonisk og velafbalenceret hund i den sidste ende.
Når hvalpene er flyttet hjemmefra forventer jeg, at vi bibeholder kontakt. Naturligvis ønsker jeg, at kunne følge de små poter på deres vej fremover, men bestemt også så du har mulighed for at kontakte mig og få svar på de spørgsmål der måtte komme hen ad vejen. Der er ingen spørgsmål som ikke er vigtige at få svar på.
Til gengæld tilbyder jeg en hvalp som inden afrejse:
Er behandlet mod orm 2-3 gange
Er sundhedstjekket af dyrlæge
Er chippet og registreret i Dansk Hunderegister
Er basisvaccineret første gang, samt rabiesvaccineret.
Er socialiseret og præget på hverdagsting, men også oplevelser uden for den trygge hvalpekasse.
Som ved 12-15 mdr alderen bliver røntgenfotograferet på hofter og albuer - med registrering i DKK.
Med hver hvalp følger ved afrejse:
En sundhedsbog samt rejse-pas
Hvalpemappe med nyttig information omkring hvalpen, rutiner og dens aner.
En startpakke indeholdende det foder som hvalpen er vant til at spise, samt lidt duftende minder fra hvalpekassen.
Hvalpen sælges med DKK stamtavle, og med en DKK købsaftale.
I købsaftalen foreligger der et krav om røntgenfotografering af hundens hofter og albuer når den er ml. 12-15 mdr gammel. Røntgenfotograferingen betales af mig, forudsat at jeg udvælger klinik og dyrlæge til formålet. Skulle der mod forventning være hofte- eller albuedysplasi vil der ydes erstatning.
Udvælgelsen af hvalp er en længerevarende proces, som indebærer både input fra dig som kommende ejer, men ligeledes input fra mig som opdrætter. Dette da jeg hver dag i løbet af hvalpens første 8 uger ser og oplever deres udvikling.
Det er yderst vigtigt at den enkelte hvalp havner det rette sted. Derfor gennemgår hvalpene en hvalpetest når de er ca 7 uger gamle - det er ikke en test i den forstand, men nærmere en beskrivelse af den enkelte hvalp for at tilpasse hvalpens behov og ejers forventninger og ønsker bedst muligt!

Når du som kommende ejer og jeg som opdrætter er blevet enige om at du skal have en Brown Paws hvalp underskrives en DKK købskontrakt, samt betales et depositum, som oftest vil dette være halvdelen af købssummen. Resten af beløbet betales ved afhentning af hvalpen.
Depositum tilbagebetales ikke tilbage såfremt kontrakten ophæves af køber.
* * * * * * *
Desværre har jeg oplevet at folk tror eller forventer at de som en selvfølge har reserveret en hvalp efter et besøg hos os - sådan fungerer det ikke. Efter en sådan hændelse vil jeg udpensle at reservation af hvalp foregår som ovenstående, og derfor først er gældende når du som ejer og jeg som opdrætter er enige om at en lille hvalp skal rejse med dig hjem som 8 uger gammel. Dette indebærer at der underskrives en kontrakt, betales et depositum og naturligvis aftales det videre forløb. Jeg vil til enhver tid selv udvælge de nye ejere til mine hvalpe - og vælge ejere udfra hvor min ideologi deles bedst muligt - og hvor jeg gerne vil placere en hvalp!
Det betyder at derikke er nogen former for først til mølle princip, ej heller at man kan eller skal forvente at der foreligger en reservation af en hvalp såfremt vi ikke har aftalt dette! Tit og ofte er det rart for begge parter, dig som hvalpekøber og mig som opdrætter, at tænke tingene lidt igennem efter et besøg inden der aftales nærmere - og som nævnt er det i den sidste ende min beslutning om et sæt små poter ender i din favn!
Såfremt du skulle have interesse i en hvalpesnak er du meget velkommen til at kontakte mig enten på 2380 5913 , eller pr. mail post@brownpaws.dk